1. - 5. april – skanderborg

1.-5. APRIL – ​SKANDERBORG

HVAD ER DET?

Det er Påskelejr! 5 dage med forkyndelse, lovsang, bibeltimer, kloge seminarer, hygge, nye venner, gamle travere, dans og fest.

Kort sagt: Hundredvis af brandgode KFS'ere. Samlet på tværs af studier, alder, kirker og mærkelige fritidsinteresser. For at dele troen. Blive klogere på, hvem Jesus er. Og tilbede ham.

HVEM ER DET FOR?

Dig! Dig, der er i gang med STX, EUX, KFX, VIA, SDU, KUA, KJGJK, ETC…

Ja, det er for dig, der er i gang med en uddannelse, lige blevet færdig eller holder et velfortjent sabbatsår.

Påskelejr er for jer alle – og Påskelejr er for dig!

(spot-en-fake-uddannelse)

HVORNÅR SKAL JEG TILMELDE MIG?

Nu! Eller i hvert fald inden onsdag den 22. marts, hvor vi lukker onlinetilmeldingen.

FUNDAMENTET - HVAD BETYDER DET?

Vi skal være sammen om Jesus, evangeliet og det vilde budskab, der lyder til os i Bibelen: Vi er skabt og elskede. Købt ved korset til at tilhøre Gud. Opstået til et nyt liv i fællesskab med Jesus! Min sjæl, hvad vil du mer'? HALLELUJAH! CAN I GET AN AMEN!?

---

Vent lige – det lyder flot, men hvorfor føles det så alligevel som teologisk floskelbingo, kødløse klicheer og indholdsløse vitaminer, når hverdagen rammer?

Hvad gavner det at vide, at jeg er opstået til et nyt liv i Kristus, hvis karakterbladet melder minus, drømmene brister, jorden lider, alt skrider?

Hvad skal jeg bruget korset til, hvis succeserne ruller ind, og alt alligevel kører på skinner – helt uden Guds hjælp!?

Fortæl mig, hvad det nytter at kende de rigtige vendinger, når de i hverdagen blot føles som utilregnelige sandkorn, der løber mellem fingrene på mig, så snart jeg forlader kirken, mit fællesskab og den trygge KFS-gruppe?

Er der et virkeligt fundament, jeg kan stå på her? Et fundament, jeg kan gå på? Også midt i MIT liv?

---

Dét er der! Og det FUNDAMENT vil vi sammen prøve at udforske, udfordre, undersøge og støve af på Påskelejr 2023!